Lyden af Skandinavien

 

Vi starter efterårssæsonen med en skøn koncert. Kvartetten BRAGR har taget navn efter Bragr (Brage), som i nordisk mytologi er guden for skjaldekunst, musik og poesi. ”Vores ambition er, at musikken fortæller historier og skaber stemninger, som bevæger publikum – både følelsesmæssigt og kropsligt. Vi vil vise at folkemusikken slet ikke er støvet. Tværtimod tilbyder genren en blanding af smukke melodier og akustisk heavy-metal fra 16- og 1700-tallet. Derudover supplerer vi med en række egne kompositioner i traditionens stil,” fortæller de. Musikken er hentet fra den skandinaviske folkemusik-tradition, men med en nutidig fortolkning og et tvist, som bringer fortid og nutid sammen. ”Vi gør det ikke ved hjælp af trommemaskiner, computere og samplinger, men ved at lægge ekstra fokus på rytmikken og arrangementerne og ved at give de enkelte instrumenter et mere distinkt udtryk og større spillerum i numrene. Vores instrumentering er traditionel: nyckelharpa, båndløs akustisk bas, klaver, trommer, percussion, guitar, sang, jødeharpe mm.” Musikken rammer og rummer helt enkle og stærke menneskelige grundfølelser – glæde, sorg, kærlighed, begejstring og vemod.

Kvartettens medlemmer er:

Perry Stenbäck: Nyckelharpa/guitar/vokal

Perrys far og farfar var dygtige svenske folkemusikere og han holder sin svenske nøgleharpetradition i hævd. Perry Stenbäck, er udover flere nomineringer, blevet kåret som årets musiker både i 2009 og 2019.  Perry er mest kendt som guitarist/multi-instrumentalist med danske kunstnere som Sebastian, Allan Olsen, Erann DD m. fl, men har også sit eget band Perry Stenbäck & Dekadansorkestern.

Christine Dueholm: Trommer/perkussion/vokal

Christine voksede op i et familieorkester og spillede folkemusik og jazz fra en tidlig alder. Hun er aktiv som trommeslager i flere bands, bl.a. Perry Stenbäck & Dekadansorkestern, og som stomp-& rytmikinstruktør. Christine har spillet og turneret både i Danmark og internationalt med Sisters og Morild og senest med canadiske Melanie Dekker.

Jesper Frost Bylling: Bas/vokal/ overtonesang/jøde harpe

Jesper er også vokset op med traditionen, fordi hans far var med i Rebildspillemændene og han har spillet med dem fra han var barn. Senere er han desuden blevet anerkendt som en af ​​Danmarks mest alsidige og melodiske bassister og turnerer rundt i verden med bl.a. Ole Frimer Band.

Kristian Bisgaard: Klaver/vokal/harmonika

Kristian er gruppens seneste medlem og tilfører en helt ny dimension til musikken. Han er rytmisk pianist med en gospelbaggrund og arbejder også som kirkemusiker/organist. Desuden er han kordirigent og akkompagnatør og laver kor- og sangworkshops og koncerter over hele landet.

Du kan læse mere om kvartetten på www.bragr.dk

Tid og sted: Torsdag den 29. september kl. 19 på Horsens Bibliotek.

Koncerten er i samarbejde med Horsens Kommunes Biblioteker.

Køb billetter a 75 kr. inkl. 1 glas vin, øl eller vand her KØB BILLET Evt. resterende sælges ved indgangen.

 

Rejsen til det røde hus

Kâlànguak Absalonsen er et af de grønlandske børn, der blev adopteret til en dansk familie i 70’erne. Dengang talte man ikke særlig meget med børnene omkring adoption eller deres ophav. Begrundelsen var, at man ikke ville åbne for noget, der kunne gøre barnet ked af det. Samtidig var der en følelse af, at Kâlànguak skulle være taknemmelig. Taknemmelig for at komme til Danmark og taknemmelig for at blive reddet.

Det har haft kæmpe konsekvenser for hendes liv, at hun blev afskåret fra sin egen kultur og identitet. ”For at få en større forståelse rejste jeg i 2019 tilbage til Grønland og tilbage til Sisimiut, som jeg forlod, da jeg var 4 år. Her rejste jeg tilbage med et podcast hold, hvor vi lavede “Rejsen til det røde hus”. Her dykkede vi ned i historien før min adoption og fandt familie og venner, der kunne bidrage til et ellers lukket kapitel i mit liv,” fortæller Kâlànguak.

Denne aften kan du høre Kâlànguak Absalonsen fortælle om at være grønlandsk adopteret. Om at være anderledes og skamfuld over at komme fra Grønland grundet alle de forestillinger, der har været og stadig kan opleves omkring grønlændere. Vi hører om rejsen tilbage til Grønland og hvilken betydning, det har haft for hendes identitet og forståelse for sin egen historie.

Tid og sted: Torsdag den 27. oktober kl. 19 på Horsens Bibliotek.

Køb billetter a 50 kr. her KØB BILLET. Evt. resterende sælges ved indgangen.

 

Den finske maler Helene Scherfbecks kunst

Helene Scherfbeck blev født i Helsingfors 1862 og døde i Saltsjøbaden udenfor Stockholm i 1946. Hun er en af superstjernerne indenfor finsk kunst. Man har kendskab til over 1000 malerier og tegninger fra hendes hånd. Irma Helena Calonius er ikke kunsthistoriker, men hendes viden grunder sig på en lang kærlighed til Scherfbecks kunst. Allerede som barn blev Irma introduceret til hendes billeder gennem sin mor, som i en årrække havde en forretning, hvor hun solgte god finsk kunst. ”Vi havde i barndomshjemmet mange kunstbøger, som jeg kiggede i”, fortæller Irma Calonius.

De seneste år har Helene Scherfbeck haft udstillinger uden for Finland bl.a i Ålborg 1997, i København i 2002 i forbindelse med udstilling om kvindelige kunstnere i Norden, Hamburg Kunsthalle 2007 samt en stor udstilling i Paris for ca.10 år siden.

Irma Helena Calonius har i aftenens foredrag fokus på Scherfbecks udviklingsforløb, hendes selvportrætter og opstillinger.

Tid og sted: Onsdag den 16. november kl. 19 på Horsens Bibliotek.

Køb billetter a 50 kr. her KØB BILLET Evt. resterende sælges ved indgangen.

 

Program efteråret 2022